Uddannelsen som automatiktekniker er meget bred, og der er meget læring i praksis. Det passede Simon rigtig godt: ”Der er både pneumatik, hydraulik, el-teknik, robot, og PLC programmering. Det er alt sammen lige mig!”, siger Simon.
Det lå dog ikke i kortene, at Simon skulle have en læreplads som automatiktekniker: ”Inden jeg startede, var jeg generelt meget skoletræt, og tog ikke uddannelse seriøst. Men da jeg så jobopslaget, søgte jeg alligevel med det samme – jeg havde jo god erfaring med arbejdspladsen, efter at have arbejdet et par år i produktionen.”
Personlig udvikling
Lærepladsen hos LINAK viste sig at være den helt rigtige for Simon: ”Da jeg kom i lære, blev der vendt op og ned på det hele. Det har betydet en stor del for den person, jeg er i dag. Jeg har lært mig selv bedre at kende, og jeg har lært at acceptere og respektere andres behov. Jeg har også lært en del teknisk snilde og viden, som kan hjælpe mig i fremtiden.”
Simon gjorde også stort indtryk hos LINAK, der sammen med skolen indstillede ham til Metalindustriens Lærlingepris. Prisen gives årligt til 25 nyudlærte svende, der har udmærket sig både fagligt, socialt og kollegialt. Simon fik prisen, da han blev udlært i 2018, og gik dermed fra skoletræt ufaglært til prisvindende automatikteknikersvend.
Hverdagen som lærling på LINAK
Som automatiktekniker lærling kommer man rundt i mange afdelinger på LINAK. Som Simon fortæller: ”Det er ikke bare en almindelig arbejdsdag som lærling, men en spændende, udfordrende og lærerig dag.”
Som lærling har Simon haft en lærlingeansvarlig tilknyttet i hver af de afdelinger, han kom rundt i: ”Jeg har nydt godt af, at samarbejdet med mine lærlingeansvarlige har været så godt. De var rigtig flinke og opsatte på at skabe de bedste muligheder for mig,” siger Simon og fortsætter: ”LINAK er rigtig god til at give lærlinge de opgaver og den viden, der skal til for at man kan udvikle sig og lære.”
Simon er derfor heller ikke i tvivl om, at han klart vil anbefale LINAK som læreplads: ”Hvis du har muligheden, så få sendt en ansøgning med det samme. Det er et af de bedste steder, man kan komme i lære.”
Fremtiden
Da Simon blev udlært i 2018 blev han fastansat som automatiktekniker i vedligeholdsafdelingen på LINAK. Han er rigtig stolt over det uddannelsesrelaterede arbejde, han lavede under sin læretid, og de resultater det gav. Hans fremtidsdrømme er også klart formet af uddannelsen: ”Jeg drømmer om at kunne fortsætte med at bruge min uddannelse til at skabe og udvikle produkter og maskiner, som gavner både personer og produktionen,” afslutter Simon.